Udbygningen af elnettet fortsætter, og Vores Elnet er i øjeblikket i gang med at opføre en ny 60/10 kV transformerstation i Moderup.
En vigtig milepæl i projektet er nu nået: stationens transformer er blevet løftet på plads.
Transformeren vejer 37 tons og måler næsten 4 meter i højden. Den er en central del af anlægget og fungerer som “hjertet” i transformerstationen.
Et vigtigt led i elforsyningen
En 60/10 kV transformerstation kobler forskellige spændingsniveauer i elnettet sammen og omformer strømmen fra 60 kV til 10 kV, så den kan sendes videre ud i det lokale elnet.
Fra 10 kV-niveauet bliver strømmen efterfølgende transformeret videre ned til 400 volt i de mange mindre transformerstationer – og herfra ud til boliger og virksomheder.
Hvis energien kunne bruges direkte på 10 kV-niveau, ville den mængde strøm, der løber gennem transformeren i Moderup, svare til forbruget i omkring 15.000–20.000 husstande.
Vil du vide mere om, hvorfor vi bygger flere transformerstationer, kan du læse mere her:
Højt tempo i udbygningen
Arbejdet i Moderup er en del af en større udbygning af elnettet på Fyn.
I den seneste tid har Vores Elnet også:
- sat en tilsvarende transformer på plads i Broholm i forbindelse med en renovering
- modtaget en ny transformer i Årup, hvor arbejdet fortsætter den kommende tid
Og flere transformere er på vej de kommende uger.
Klar til fremtidens behov
Udbygningen af elnettet sker i takt med, at behovet for strøm vokser. Flere vælger el til transport og opvarmning, og en større del af energien kommer fra vindmøller og solceller.
Derfor er det nødvendigt løbende at forstærke og udbygge infrastrukturen, så elnettet også i fremtiden kan levere en stabil og sikker forsyning til fynboerne.